Med snuden i sporet
“Med snuden i sporet” er en ny bog om politiets hunde. Den indeholder kapitler om alle de områder som politihunde i dag klarer og styrer med deres snuder. Bogen er skrevet af Iben Danielsen og Anders Holt, og det er politiets eget forlag, Nyt DPIF, som udgiver den. Udgivelsesdagen er den 28. november.
En af hundene er Eskild:
Eskild bevæger sig med schæferens lette afspændte gangart og snuden i jorden på det område, hvor hans hundefører Ole guider med en let håndbevægelse. De skal bogstavelig talt finkæmme det anviste stykke jord. Ole har en spade og en kæp med sig. Lidt anderledes værktøj, end man normalt ser politiet i arbejde med. Og der går fem minutter, måske når vi op på syv minutter, så markerer Eskild. Først svinger hundens hale lidt. Han har genkendt en lugt. Så lægger han sig foran sit fund! Kigger op mod Ole, og markerer igen. Det er her, Ole! Hvis der er gravet et lig ned, så er det her!
Eskild får en godt tygget bold som belønning. Eskild får også et par rosende ord, ikke mange. De er jo fra Jylland begge to, ham og Ole.