Fotograf: Kaspars Lacis

Telefon: 2154 3188

Mail: karin@mediehusetrubrik.dk

Jeg spiller på mange strenge. Først og fremmest er jeg journalist, der holder af at fortælle gode historier, uanset om de udspiller sig i Riga eller Roskilde. Hvis historien er indviklet og kompleks, så filtrer jeg den op og formidler den, så enhver kan forstå den. Jeg skriver artikler til trykte medier og til webmedier. Og jeg er en helt tosset med lyd og laver masser af radio.

Øst- og Centraleuropa: Jeg har i over 20 år dyrket Øst- og Centraleuropa som mit speciale. Jeg skriver om og fra den del af Europa til forskellige danske dag- og fagblade. Og særligt til DR, i årevis har jeg leveret historier til programmer på P1, især Orientering.
Jeg laver historier – baggrund, features, reportager, analyser – fra polske plovfurer om EUs landbrugspolitik og fra romalandsbyer i Ungarn. Jeg interviewer eksperter i tænketanke om kompliceret energipolitik, ser på vindyrkning i Moldova og arkitektur i Letland. Bare for at nævne nogle få eksempler på det, jeg laver.

Bøger: Min interesse for Øst- og Centraleuropa går igen i bøger. Jeg har f.eks. skrevet de seneste tre udgaver af Turen går til Estland, Letland og Litauen og også bidraget til  Vide Verden Budapest.

Undervisning: Jeg underviser i grundlæggende journalistik. Hvordan man researcher, interviewer, vinkler og får struktur på en journalistisk artikel.

Foredrag: Jeg holder gerne foredrag om, hvad der sker i Øst- og Centraleuropa – og hvorfor det sker. F.eks. om udvandring i Rumænien, om højredrejning og nationalisme i f.eks. Polen og Ungarn eller om hvordan og hvorfor de tre baltiske lande er meget mere forskellige end mange går rundt og tror.